Få styr på det
grundlæggende på første år

I løbet af de 7 seminarer, som uddannelsens første år består af, stifter du bekendtskab med strategi og organisation, økonomisk styring og ledelse, virksomheders økonomiske omgivelser, marketing i et strategisk perspektiv samt værdikædeledelse og netværk. Begge semestre på uddannelsens første år afsluttes med et projekt. Når du har gennemført og bestået uddannelsens første år, får du titlen Certificate of Business Administration (CBA), som er en internationalt anerkendt titel under MBA-niveauet. På Aalborg Universitet prioriterer vi samspillet mellem teori og praksis. Du får således rig mulighed for at prøve teorierne af i praksis, perspektivere disse og skabe nye løsninger og muligheder for din virksomhed. Alle undervisere og fagansvarlige på uddannelsen er blandt de dygtigste fagfolk og bedste undervisere inden for deres fagområde.

Profilér og specialisér dig
på andet år

MBA-uddannelsens andet år består af fire seminarer på 3. semester samt MBA-afhandlingen. To af seminarerne på 3. semester er fælles for alle, derefter kan du profilere din MBA-uddannelse i enten Emergent Management (alment forløb) eller Finansiel Virksomhed. MBA-uddannelsens 4. og sidste semester består af en MBA-afhandling, hvor du demonstrerer, at du kan anvende den teoretiske viden, du har tillært dig gennem de foregående semestre.